Skal meldes ledig - har ikke MitID
Information om at melde sig ledig uden MitID.
For at du kan oprette dig på Jobnet, skal du have MitID. Hvis du skal tilmelde dig som ledig og endnu ikke har fået MitID, skal du møde personligt op i jobcentret for at blive tilmeldt. Hvis du er godkendt til fleksjob og modtager ledighedsydelse, skal du ikke meldes ledig.
Du kan på Jobnet finde dit lokale jobcenter og dets åbningstider på info.jobnet.dk:
Hvis din første ledighedsdag er i dag, og jobcentret har lukket, skal du møde op i jobcentret på førstkommende åbningsdag. Af hensyn til din ret til dagpenge/kontanthjælp fra første ledighedsdag er det vigtigt, at du kan dokumentere, at du har forsøgt at tilmelde dig digitalt via Jobnet.
Du kan dokumentere, at du har forsøgt at tilmelde dig digitalt via Jobnet uden for jobcentrets åbningstid ved at indsende blanket til Jobnetsupporten. Du udfylder og indsender blanketten via linket nederst på denne side. Hvis du er godkendt til fleksjob og modtager ledighedsydelse, kan du ikke benytte blanketten.
I blanketten skal du angive følgende oplysninger:
- Din e-mailadresse
- Emne: Indskriv teksten: Skal meldes ledig - har ikke MitID
- Dit fulde navn
- Fødselsdato
- Adresse, postnummer og by
- Jobcenter- eller kommunenavn
Vær opmærksom på, at du af sikkerhedsmæssige årsager ikke må indskrive personfølsomme oplysninger som fx. personnummer.
Når du har udfyldt blanketten, sender du den til Jobnetsupporten via knappen ’Send’. Når Jobnetsupporten har modtaget blanketten, sker der følgende:
- Du modtager en e-mail med besked om, at Jobnetsupporten har modtaget din henvendelse.
- Når Jobnetsupporten har registreret, at du har forsøgt at tilmelde dig via Jobnet med MitID uden for jobcentrets åbningstid, modtager du en e-mail med besked herom.
Dit jobcenter/a-kasse har adgang til at se registreringen.
OBS!
Jobnetssupportens registrering er ikke en tilmelding. Du skal huske at møde i jobcentret på førstkommende åbningsdag for at blive tilmeldt som ledig.